Familiefyr anmelder: Gurli Gris

Denne omgang af “Familiefyr anmelder” byder på en vurdering af det, der i lange perioder er det vigtigste i dit barns liv: Gurli Gris.

Lad det være sagt med det samme: Børn har ikke super god smag. Jeg var ikke selv bedre. Og selvom jeg også som voksen er en tåbe, var det endnu værre, da jeg var barn. Væsentligt værre.

Da jeg var 3-6 år elskede jeg for eksempel at se wrestling, Power Rangers og – værst af alt – Linie 3. Hold kæft, jeg syntes Linie 3 var godt. Min bedstemor havde et videobånd med et Linie 3 show, jeg så ufatteligt mange gange. Set i bakspejlet må jeg erkende, at så godt var det ikke.

Når det går op for dig, du har brugt 20-30 timer af dit liv på Linie 3.

Nå, men derfor forstår jeg på en måde godt, at mange børn kan se timevis af Gurli Gris. Fordi de ganske enkelt mangler at udvikle nogen form for kritisk sans. Eller hvad? Er det nu også så dårligt?

Lad os se nærmere på sagerne.

Hvis vi starter med det visuelle udtryk, er der tale om en uhørt simpel stil, som jeg dog alligevel har en vis respekt for. Måske fordi jeg glædes over, at der endelig er nogen, der tegner grimmere end mig.

Hvad fanden er det med deres tryner,
der stikker ud fra den ene side af panden?

Handlingsmæssigt kommer man på en emotionel rutsjebanetur i flere af afsnittene. For eksempel da Gurli Gris’ fisk, Gudrun, ikke vil spise og må på dyrehospital. Heldigvis spiser den straks på dyrehospitalet og fejler absolut intet. Årsag? En bustur har gjort den rask. Sådanne mere eller mindre logiske scener og episoder efterlader dig og dit barn i en sand rus af lykke.

De forskellige karakterer byder hver især ind med noget.

Gurli er et sympatisk, men også et relativt irriterende bekendtskab.

Gustav, Gurlis lillebror, får point for at elske dinosaurer, men minuspoint for at græde konstant over absolut ligegyldige ting.

Mor Gris er et af de få kompetente individer i Gurli Gris-universet.

Far Gris har absurd dårlig humor. Ofte slutter afsnittene med, at alle lægger sig ned og griner hæmningsløst efter en tåbelig kommentar fra ham. Dette er en meget realistisk – nærmest dokumentarisk – gengivelse af virkeligheden i de fleste familier.

Far-humor triumferer også i Gurli Gris-universet.

Desuden undrer det anmelderen:

• at de fleste bor på fuldstændig absurde bakker, og tyngdekraften tilsyneladende ikke eksisterer. I hvert fald kan både biler og karakterer forcere de umulige stigninger endnu nemmere end EPO-fyldte cykelryttere.
• at kun udvalgte dyr bliver deciderede karakterer. Hvorfor er ænder, guldfisk og skildpadder i kategorien “dyr”, mens grise, zebraer, hunde og alle mulige andre pludselig bliver karakterer og kan tale?
• at jeg startede med at hade Gurli Gris, men nu faktisk synes, det er væsentligt bedre end de fleste programmer på Kanal 4 og TV 3.

Min samlede vurdering af Gurli Gris er præget af, at det er ufattelig rart, at tegnefilmen giver dig 10-20 minutters ro, når du har mest brug for det. Det er fuldstændigt uvurderligt. Hvis det også lærer børnene et eller andet, er det et plus, bevares. Men primært er det sgu bare rart at få ro. Ahhh… Ro.

Derfor får Gurli Gris 4 ud af 5 Familiefyr-bamser.

Giv din mening om Gurli Gris til kende på Facebookopslaget her!