Fars logbog: En lørdag som far til et lille barn

Fars logbog: En gennemsnitlig lørdag med småbørn

Det er mega fedt at være far. Det er også indimellem lidt nederen. Det illustrerer denne gennemsnitlige lørdag med en række udvalgte highlights fra det storslåede far-liv.

Kl. 5.45: Barn råber. Mon ikke det går over.
Kl. 5.46: Barn råber stadig. Fandens. Far står op.
Kl. 5.47: Barn er lykkelig over at se far. Far smiler. Far er også lykkelig. Far stopper med at smile. Brun plet på lagen indikerer prut-lækage. Brun plet på body forstærker mistanken. Brun overalt i ble bekræfter.

Kl. 6.32: Barn spiser havregrød.
Kl. 7.21: Barn spiser rundstykker.
Kl. 8.24: Barn spiser sand fra sandkassen.

Kl. 9.01: Barn kigger intenst på far. Far overvældes af kærlighed. Barn smiler. Barn bliver rød om øjnene, lyder anstrengt og bøjer sig lidt forover.
Kl. 9.03: Far skifter ble. Igen.

Kl. 10.47: Barn scorer sit første mål på legepladsens fodboldmål. Far er ekstatisk.
Kl. 10.48: Barn falder over bold.

Kl. 11.37:  Far serverer lækker frokost for barn – en sand leverpostejsgourmet. De hygger sig med at spise.
Kl. 11.51: Barn friserer hår med gaffel og bruger leverpostej som voks. Håret sidder flot, trods alt.

Kl. 15.31: Barn virker meget interesseret i spil på smartphone. Far er glad på barns vegne og køber tilføjelse i spillet til 50 kroner.
Kl. 15.32: Barn mister interessen for spil. Far må spille puslespil med heste for at retfærdiggøre købet.

Kl. 16.13: Far og barn tumler på madras og har det forrygende. Barn sætter fod direkte i fars skridt i forsøg på at klatre op på far. Far griner og græder på samme tid.

Kl. 17.35: Aftensmad. Brun sovs og kartofler. Barn friserer hår påny. Sovs er også fin erstatning for voks.

Kl. 18.10: Barn skal i bad. Det er hyggeligt. Far vasker adskillige måltider ud af hår.
Kl. 18.12: Barn tisser i vand. Barn forsøger at drikke blanding af urin og vand i blandingsforholdet 1:4 som enhver god saftevand. Far siger nej.

Kl. 19.22: Barn gaber og er træt. Far gaber og er træt. Far glæder sig til at sidde i sofa. Barn bliver lagt i seng. Det før trætte barn rejser sig og hopper i sengen.
Kl. 19.55: Barn hopper.
Kl. 20.05: Hop.
Kl. 20.31:  Barn sover. ENDELIG. Så er det far-tid. Måske FIFA? Eller Netflix. Og god rom. Fremragende!
Kl. 20.32: Far falder i søvn på sofa.